Hofteledsdysplasi cocker spaniel
Hofteledsdysplasi kaldet HD
Hofteledsdysplasi (HD) er en delvist arveligt betinget lidelse, hvor lårbenshovedet ikke passer korrekt ind i hofteskålen. Det er en lidelse som også findes hos cocker spaniel
Graden af HD hos den enkelte hund kan bestemmes ved at røntgenfotografere hundens hofter som voksen, hvorefter disse billeder vurderes af et panel af eksperter hos Dansk Kennel Klub. Her vurderes hundens HD status på en 5 trins skala fra A til E, hvor A er perfekte hofter, B er acceptable hofter, C en let grad af HD, D er middelsvær og E svær grad af HD.
Den enkelte hunds HD status er en kombination af dens arvelige disposition, og de miljøfaktorer der påvirker hunden under dens opvækst. De førende eksperter i Danmark vurderer arvelighedsfaktoren til at betyde 1/3 og miljøfaktoren til at betyde 2/3. Det betyder, at de forhold som hunden vokser op under, har mindst lige så stor betydning for dens HD status, som den arvelige disponering har. Den arvelige disponering giver et bredt interval og miljøfaktorerne bestemmer præcis hvor HD status “lander” indenfor det interval. Arvegangen for HD er “polygenetisk”, dvs. bestemt af et samspil af flere gener. Så selvom forældrenes HD status er en indikator for den arvelige disponering, så er det såkaldte “HD-indeks” en bedre indikator, fordi det beregnes på baggrund af flere hunde i arvelinien, og derved udligner noget af den effekt som miljøfaktorene har på den enkelte hunds HD status.
At hunden har en grad af HD betyder ikke nødvendigvis, at den har store gener ved det. Mange hundeejere har fået konstateret en let- eller mellemgrad af HD hos deres hund, også uden af de nogensinde har set symptomer på det. Det er også mange hunde som klarer sig fint indenfor hundesport selvom de har en vis grad af HD. Generelt må man dog side, at en hund med sværere grader af HD, hurtigere vil blive “slidt ned” hvis de bruges til meget arbejde, så en hund med HD bør behandles mere skånsomt. For visse racers vedkommende (ikke Collie og Border Collie) er HD problemerne dog så udbredte at hunde ofte må aflives pga. HD.
Som ansvarlig opdrætter bør man kun lade hunde med en god HD status, dvs. A eller B, indgå i avlen. Herved sikrer man sig at den arvelige disponering for hvalpenes HD status vil være rimelig god. Dette er allerede et krav for visse racer, herunder cocker spaniel
HD står for hofteledsdysplasi. Det er en lidelse, hvor lårbenshovedet og hofteskålen ikke er tilpasset hinanden optimalt.
HD er en arvelig betinget sygdom. Arvegangen er “polygenetisk”, hvilket vil sige at flere forskellige gener afgør, hvorvidt en hund er disponeret for at udvikle lidelsen. Hvis hunden er arveligt disponeret, har den stor risiko for at udvikle HD, især hvis den udsættes for negative miljøpåvirkninger som forkert fodring, overdreven motion eller hurtig vækst.
Typiske symptomer er, at hunden har svært ved at rejse sig op, er slinger i bagkroppen og sætter sig hurtigt ned, når den ikke er i bevægelse.
Som hvalpekøber har man selv et stort ansvar for at give hunden en god opvækst, så man ikke selv fremprovokerer en tilstand af HD hos hunden. Desværre er der ikke forsket ret meget i de enkelte miljøfaktores betydning for hundens HD status, bl.a. fordi disse er vanskelige at kvantificere til forskningsbrug. Som eksempler på negative miljøpåvirkninger nævner man ofte forkert fodring, overdreven motion og hurtig vækst. Udover dette hersker der en udbredt overtro på området, som fx. at hunden ikke må gå på trapper indtil den bliver et år gammel.
Kennel Kaarup anbefaler, at man som hvalpekøber især er opmærksom på 4 områder, hvis man vil sikre sin hund en god HD status under opvæksten :
1) Korrekt fodring
2) Korrekt motionering
3) Korrekt bevægelsesfrihed.
4) hold hunden slank
Hvalpen må ikke ikke vokse for hurtigt under sin opvækst, men skal vokse i et roligt og harmonisk tempo. Dette reguleres nemt ved at fodre hvalpen med en kombination af hvalpefoder og voksenfoder. Som tommelfingerregel skal hvalpe kun have hvalpefoder til de er ca. 2 måneder gamle. Fra 2 til 4 måneder skal de have ½ hvalpefoder og ½ voksenfoder, og fra 4 – 6 måneder 1/3 hvalpefoder og 2/3 voksenfoder. Hvis hvalpen viser nogen af de nedenfor anførte faresignaler, så skærer man ned på hvalpefoderet, og viser den ingen af faresignalerne, kan man godt fortsætte med lidt mere hvalpefoder. Hvis man udelukkende fodrer sin hvalp med hvalpefoder vil den næsten med garanti vokse for hurtigt.
Faresignal 1 : Uharmonisk vækst.
I hvalpens opvækst skal den altid have et harmonisk forhold mellem sin benlængde og kroppens volumen, svarende til det forhold den vil have som voksen hund. Faresignal 1 viser sig ved at hvalpens benlængde pludselig vokser meget hurtigt, så den bliver uharmonisk langbenet i forhold til sit kropsvolumen. Så skal man straks skære ned på hvalpefoderet, så kroppen kan nå at følge med i væksten.
Faresignal 2 : Overbygget vækst.
De fleste hvalpe vil i deres opvækst blive let overbyggede, dvs. få længere bagben end forben, så deres overlinie, toppen af hundens ryg, ikke længere er vandret men skråner op til rumpen. Faresignal 2 viser sig ved at hvalpen bliver meget højbenet bagtil, samtidig med at den er uharmonisk i forholdet mellem benlængde og kroppen volumen. På dette stadie vil hundens bækken og hofteben sidde i en dårlig vinkel som forøger risikoen for HD
Faresignal 3 : Rund-ryggethed.
Sidste og alvorligste faresignal viser sig ved en buet ryglinie, der står op som en rund bue i stedet for at pæn lige. Bækken og hofteben sidder nu i en endnu dårlige vinkel og risikoen for at udvikle HD er stor.
2) Korrekt motionering
En af de udbredte skrøner om HD er, at det skyldes for meget motion af hunden. Efter min personlige opfattelse er problemet ikke mængden af motion, men typen af motion. Især unge hunde har brug for god daglig motion for at udvikle deres muskler og sener godt, herunder også den store hoftemuskel, som forstærker bagbenene og hjælper med at holde sammen på ben og hofteled, så det belastes korrekt. Hvis ikke en hund har tilstrækkelig styrke i muskulaturen omkring hofteleddet, så er det leddet som belastes i stedet for muskulaturen, med deraf følgende risiko for slid og fejludvikling.
Men hunde under opvækst har brug for varieret motion og ikke ensidig motion. De skal gerne have mulighed for at løbe frit omkring, og selv bestemme tempoet i motionen, evt. ved at lege med andre hunde i fred og ro. Herved opnås den variation som er vigtig, så muskulatur og led ikke belastes ensidigt.
3) Korrekt bevægelsesfrihed.
Korrekt motion er også et spørgsmål om korrekt bevægelsesfrihed. Alle former for tvungne bevægelser bør undgås under hundens opvækst, og det er vigtigt at den kan bevæge sig på en fri og utvungen måde. Som eksempler på motion med dårlig bevægelsesfrihed kan nævnes en luftetur i snor hvor hunden trækker i snoren hele vejen eller motionering af hunden ved at man cykler med den. I begge disse eksempler bliver hundens led og muskulatur ensidigt belastet.
Den bedste måde at sikre hunden en korrekt bevægelsesfrihed, er at lufte den et sted hvor den må løbe frit omkring, fx. i en hundeskov. Her vil hunden have mulighed for at variere sine bevægelser og bevæge sig frit.
cocker spaniel Race beskrivelse
Racebeskrivelse af Engelsk cocker spaniel:
Som alle spaniels hører cocker spanielen til gruppen af stødende og apporterende fuglehunde. De fleste spanielracer har samme oprindelse og arbejdsområdet og ligner derfor hinanden i temperamentet. De forskellige typer er skabt på baggrund af det terræn, som hunden skulle arbejde i, og den fugl, som jægerne ønskede at skyde. Cocker spanielen stammer fra Wales og de sydvestlige dele af England.
I 1800-tallet blev de mindste spaniels delt op i to grupper: starters, som skulle jage vildtet op, og cockers, som blev brugt til at rejse (lette) og apportere skov- snepper. På engelsk hedder en skovsneppe en woodcocker, og det er herfra, racen har fået sit navn.
Den arbejder ved at søge efter vildt i zig/zag-bevægelser ca. 30 meter fra jægeren. Når hunden har fundet vildtet, skal den få det til at lette, men må ikke forfølge det. Den skal holde sig i ro, indtil fuglen er skudt. Først når den får et signal fra jægeren, skal den apportere det skudte vildt. Den skal også kunne apportere i vand.
Cockeren har en stor duft- og vildtinteresse. Den er jo oprindeligt lavet til at opsøge levende vildt modsat retrievere, som skal apportere det døde vildt. Det er særligt fugle og småvildt, den er interesseret i. Der skal derfor arbejdes med en cocker fra den er hvalp, så den lærer at gå løs. Cockeren er også glad for vand, og den holder meget af at bære og apportere genstande. Den er ikke særlig følsom over for lyde.
Cockeren er ikke en specielt larmende hund. Den gør ikke særlig meget, men kan snakke en del. Hvis den keder sig, kan den finde på at vogte og gø ved havelågen. Det er en meget samarbejdsvillig hund, som også er glad for fremmede mennesker og hunde. Når der skal leges, foretrækker den tag-fat-lege med hunde, som ligner den selv.
Cockeren kræver en del motion. Men fordi det er en livlig og aktiv hund, er den også let at stresse, hvis den aktiveres for lidt eller forkert. Derfor er det vigtigt at give den mange opgaver, hvor den skal bruge hovedet. En cocker bør dagligt aktiveres med søgeopgaver som spor, madsøg og feltsøg efter genstande og med bære- og apporteringsopgaver. Agility er også en aktivitet, som en cocker synes er sjov. Al træning med en cocker bør foregå roligt og afdæmpet. Brug rolige bevægelser under træning og tal lavt.
Skrevet af Søs Dalgaard Jensen
Medlem af Dansk Kennel Klub
