Hvalpe prøven (cocker spaniel)
Bliver det mon nu en god familiehund?, spørger mange hvalpekøbere sig selv. Foråret og sommeren er den ideelle årstid at få en hvalp på, og mange gør derfor alvor af tanken.
Hvalpe-prøven
En lyntest kan foretages på stedet. Den er nem at foretage, også uden at sælgeren bemærker det. Placer hvalpen, så den kommer til at ligge på ryggen i den ene arm – i babystilling. Klø den på maven og berør den så vidt muligt over det hele. Ligger den stille i et-to minutter kan man næsten med garanti sige, at det er en god familiehund. Kæmper den straks imod, venter problemerne oftest lige om hjørnet.
Læs mere
cocker spaniel Race beskrivelse
Racebeskrivelse af Engelsk cocker spaniel:
Som alle spaniels hører cocker spanielen til gruppen af stødende og apporterende fuglehunde. De fleste spanielracer har samme oprindelse og arbejdsområdet og ligner derfor hinanden i temperamentet. De forskellige typer er skabt på baggrund af det terræn, som hunden skulle arbejde i, og den fugl, som jægerne ønskede at skyde. Cocker spanielen stammer fra Wales og de sydvestlige dele af England.
I 1800-tallet blev de mindste spaniels delt op i to grupper: starters, som skulle jage vildtet op, og cockers, som blev brugt til at rejse (lette) og apportere skov- snepper. På engelsk hedder en skovsneppe en woodcocker, og det er herfra, racen har fået sit navn.
Den arbejder ved at søge efter vildt i zig/zag-bevægelser ca. 30 meter fra jægeren. Når hunden har fundet vildtet, skal den få det til at lette, men må ikke forfølge det. Den skal holde sig i ro, indtil fuglen er skudt. Først når den får et signal fra jægeren, skal den apportere det skudte vildt. Den skal også kunne apportere i vand.
Cockeren har en stor duft- og vildtinteresse. Den er jo oprindeligt lavet til at opsøge levende vildt modsat retrievere, som skal apportere det døde vildt. Det er særligt fugle og småvildt, den er interesseret i. Der skal derfor arbejdes med en cocker fra den er hvalp, så den lærer at gå løs. Cockeren er også glad for vand, og den holder meget af at bære og apportere genstande. Den er ikke særlig følsom over for lyde.
Cockeren er ikke en specielt larmende hund. Den gør ikke særlig meget, men kan snakke en del. Hvis den keder sig, kan den finde på at vogte og gø ved havelågen. Det er en meget samarbejdsvillig hund, som også er glad for fremmede mennesker og hunde. Når der skal leges, foretrækker den tag-fat-lege med hunde, som ligner den selv.
Cockeren kræver en del motion. Men fordi det er en livlig og aktiv hund, er den også let at stresse, hvis den aktiveres for lidt eller forkert. Derfor er det vigtigt at give den mange opgaver, hvor den skal bruge hovedet. En cocker bør dagligt aktiveres med søgeopgaver som spor, madsøg og feltsøg efter genstande og med bære- og apporteringsopgaver. Agility er også en aktivitet, som en cocker synes er sjov. Al træning med en cocker bør foregå roligt og afdæmpet. Brug rolige bevægelser under træning og tal lavt.
Skrevet af Søs Dalgaard Jensen
