Hofteledsdysplasi cocker spaniel
Hofteledsdysplasi kaldet HD
Hofteledsdysplasi (HD) er en delvist arveligt betinget lidelse, hvor lårbenshovedet ikke passer korrekt ind i hofteskålen. Det er en lidelse som også findes hos cocker spaniel
Graden af HD hos den enkelte hund kan bestemmes ved at røntgenfotografere hundens hofter som voksen, hvorefter disse billeder vurderes af et panel af eksperter hos Dansk Kennel Klub. Her vurderes hundens HD status på en 5 trins skala fra A til E, hvor A er perfekte hofter, B er acceptable hofter, C en let grad af HD, D er middelsvær og E svær grad af HD.
Den enkelte hunds HD status er en kombination af dens arvelige disposition, og de miljøfaktorer der påvirker hunden under dens opvækst. De førende eksperter i Danmark vurderer arvelighedsfaktoren til at betyde 1/3 og miljøfaktoren til at betyde 2/3. Det betyder, at de forhold som hunden vokser op under, har mindst lige så stor betydning for dens HD status, som den arvelige disponering har. Den arvelige disponering giver et bredt interval og miljøfaktorerne bestemmer præcis hvor HD status “lander” indenfor det interval. Arvegangen for HD er “polygenetisk”, dvs. bestemt af et samspil af flere gener. Så selvom forældrenes HD status er en indikator for den arvelige disponering, så er det såkaldte “HD-indeks” en bedre indikator, fordi det beregnes på baggrund af flere hunde i arvelinien, og derved udligner noget af den effekt som miljøfaktorene har på den enkelte hunds HD status.
At hunden har en grad af HD betyder ikke nødvendigvis, at den har store gener ved det. Mange hundeejere har fået konstateret en let- eller mellemgrad af HD hos deres hund, også uden af de nogensinde har set symptomer på det. Det er også mange hunde som klarer sig fint indenfor hundesport selvom de har en vis grad af HD. Generelt må man dog side, at en hund med sværere grader af HD, hurtigere vil blive “slidt ned” hvis de bruges til meget arbejde, så en hund med HD bør behandles mere skånsomt. For visse racers vedkommende (ikke Collie og Border Collie) er HD problemerne dog så udbredte at hunde ofte må aflives pga. HD.
Som ansvarlig opdrætter bør man kun lade hunde med en god HD status, dvs. A eller B, indgå i avlen. Herved sikrer man sig at den arvelige disponering for hvalpenes HD status vil være rimelig god. Dette er allerede et krav for visse racer, herunder cocker spaniel
HD står for hofteledsdysplasi. Det er en lidelse, hvor lårbenshovedet og hofteskålen ikke er tilpasset hinanden optimalt.
HD er en arvelig betinget sygdom. Arvegangen er “polygenetisk”, hvilket vil sige at flere forskellige gener afgør, hvorvidt en hund er disponeret for at udvikle lidelsen. Hvis hunden er arveligt disponeret, har den stor risiko for at udvikle HD, især hvis den udsættes for negative miljøpåvirkninger som forkert fodring, overdreven motion eller hurtig vækst.
Typiske symptomer er, at hunden har svært ved at rejse sig op, er slinger i bagkroppen og sætter sig hurtigt ned, når den ikke er i bevægelse.
Som hvalpekøber har man selv et stort ansvar for at give hunden en god opvækst, så man ikke selv fremprovokerer en tilstand af HD hos hunden. Desværre er der ikke forsket ret meget i de enkelte miljøfaktores betydning for hundens HD status, bl.a. fordi disse er vanskelige at kvantificere til forskningsbrug. Som eksempler på negative miljøpåvirkninger nævner man ofte forkert fodring, overdreven motion og hurtig vækst. Udover dette hersker der en udbredt overtro på området, som fx. at hunden ikke må gå på trapper indtil den bliver et år gammel.
Kennel Kaarup anbefaler, at man som hvalpekøber især er opmærksom på 4 områder, hvis man vil sikre sin hund en god HD status under opvæksten :
1) Korrekt fodring
2) Korrekt motionering
3) Korrekt bevægelsesfrihed.
4) hold hunden slank
Hvalpen må ikke ikke vokse for hurtigt under sin opvækst, men skal vokse i et roligt og harmonisk tempo. Dette reguleres nemt ved at fodre hvalpen med en kombination af hvalpefoder og voksenfoder. Som tommelfingerregel skal hvalpe kun have hvalpefoder til de er ca. 2 måneder gamle. Fra 2 til 4 måneder skal de have ½ hvalpefoder og ½ voksenfoder, og fra 4 – 6 måneder 1/3 hvalpefoder og 2/3 voksenfoder. Hvis hvalpen viser nogen af de nedenfor anførte faresignaler, så skærer man ned på hvalpefoderet, og viser den ingen af faresignalerne, kan man godt fortsætte med lidt mere hvalpefoder. Hvis man udelukkende fodrer sin hvalp med hvalpefoder vil den næsten med garanti vokse for hurtigt.
Faresignal 1 : Uharmonisk vækst.
I hvalpens opvækst skal den altid have et harmonisk forhold mellem sin benlængde og kroppens volumen, svarende til det forhold den vil have som voksen hund. Faresignal 1 viser sig ved at hvalpens benlængde pludselig vokser meget hurtigt, så den bliver uharmonisk langbenet i forhold til sit kropsvolumen. Så skal man straks skære ned på hvalpefoderet, så kroppen kan nå at følge med i væksten.
Faresignal 2 : Overbygget vækst.
De fleste hvalpe vil i deres opvækst blive let overbyggede, dvs. få længere bagben end forben, så deres overlinie, toppen af hundens ryg, ikke længere er vandret men skråner op til rumpen. Faresignal 2 viser sig ved at hvalpen bliver meget højbenet bagtil, samtidig med at den er uharmonisk i forholdet mellem benlængde og kroppen volumen. På dette stadie vil hundens bækken og hofteben sidde i en dårlig vinkel som forøger risikoen for HD
Faresignal 3 : Rund-ryggethed.
Sidste og alvorligste faresignal viser sig ved en buet ryglinie, der står op som en rund bue i stedet for at pæn lige. Bækken og hofteben sidder nu i en endnu dårlige vinkel og risikoen for at udvikle HD er stor.
2) Korrekt motionering
En af de udbredte skrøner om HD er, at det skyldes for meget motion af hunden. Efter min personlige opfattelse er problemet ikke mængden af motion, men typen af motion. Især unge hunde har brug for god daglig motion for at udvikle deres muskler og sener godt, herunder også den store hoftemuskel, som forstærker bagbenene og hjælper med at holde sammen på ben og hofteled, så det belastes korrekt. Hvis ikke en hund har tilstrækkelig styrke i muskulaturen omkring hofteleddet, så er det leddet som belastes i stedet for muskulaturen, med deraf følgende risiko for slid og fejludvikling.
Men hunde under opvækst har brug for varieret motion og ikke ensidig motion. De skal gerne have mulighed for at løbe frit omkring, og selv bestemme tempoet i motionen, evt. ved at lege med andre hunde i fred og ro. Herved opnås den variation som er vigtig, så muskulatur og led ikke belastes ensidigt.
3) Korrekt bevægelsesfrihed.
Korrekt motion er også et spørgsmål om korrekt bevægelsesfrihed. Alle former for tvungne bevægelser bør undgås under hundens opvækst, og det er vigtigt at den kan bevæge sig på en fri og utvungen måde. Som eksempler på motion med dårlig bevægelsesfrihed kan nævnes en luftetur i snor hvor hunden trækker i snoren hele vejen eller motionering af hunden ved at man cykler med den. I begge disse eksempler bliver hundens led og muskulatur ensidigt belastet.
Den bedste måde at sikre hunden en korrekt bevægelsesfrihed, er at lufte den et sted hvor den må løbe frit omkring, fx. i en hundeskov. Her vil hunden have mulighed for at variere sine bevægelser og bevæge sig frit.
Patella Cocker Spaniel
Patella Luxation(Løs knæskal)
Patella er løs knæskal hos hunde, og det har gennem længer stykke tid, været et problem hos de små racer, Cocker Spaniel bliver ikke tjekket for dette, men vi syntes at for at være på den sikker side, at man lige så godt kan få det tjekket, så vores hunde, får tjekket for Patella
En undersøgelse viser, at løse knæskaller afhænger både af køn, race og størrelse. Der ses 1.5 gange oftere patella luxation hos tæver i forhold til hanhunde. Det ses 7 gange oftere hos hunde, som vejede under 9 kg, i forhold til gennemsnittet og 13 gange oftere hos små end hos større racer.
I vores avl skal der ikke kunne påvise noget, så resultatet af undersøgelserne der skal stå 0
Sygdommen er kendetegnet ved, at knæskallen af og til smutter ud af sit naturlige leje på forsiden af knæet og derved låser knæet i en bøjet stilling. Det gør hunden så halt, at den slet ikke støtter på benet.
Løs knæskal anses for at være arveligt. Hos arveligt disponerede hunde kan lidelsen ses allerede ved fødslen, hvor de fødes med en forkert vinkling af lårbenet, så muskler og sener trækker knæskallen ud til siden. Hos små hunde smutter knæskallen ind på den indvendige side af knæet, mens den hos store hunde sidder på ydersiden.
Hvad er symptomerne på løs knæskal?
Symptomerne starter i reglen allerede i hvalpestadiet, hvor hunden pludselig bliver halt på et bagben, løber nogle skridt på tre ben og så holder op med at halte. I starten kan der gå nogen tid imellem, at hunden halter, men det bliver stadig hyppigere, og på et tidspunkt skal hunden til dyrlægen.
Diagnosen er forholdsvis let at stille for en dyrlæge. Det er en kliniks undersøgelse som tager mindre end en halv time, hunden lider på ingen måde overlast og undersøgelsen foregår uden narkose eller lignende. Dyrlægen laver undersøgelsen ved at han/hun prøver at skubbe knæskallen ud af fordybningen i lårknoglen. Der findes en grad inddeling af diagnosen – som opdeles i 4 grader. Diagnosen afhænger af hvor let det er at forskyde knæskallen og om den helt spontant kommer på plads igen eller ej.
Grad 1: Knæskallen kan manuelt forskydes, men springer selv tilbage i normal position når trykket slippes.
Grad 2: Knæskallen kan forskydes manuelt, eller forskydes spontant, når leddet bøjes. Knæskallen forbliver at være forskudt indtil den manuelt sættes på plads, eller hunden selv får strakt benet ud og knæskallen sætter sig på plads.
Grad 3: Knæskallen er forskudt hele tiden, men kan manuelt sættes på plads når leddet er udstrakt. Ved bøjning og strækning af leddet forskydes knæskallen.
Grad 4:Knæskallen er permanent forskudt og kan ikke sættes på plads manuelt. I disse tilfælde er fordybningen i lårknoglen enten for flad eller mangler helt.
Hvordan behandles løs knæskal?
Det er altid vigtigt, at hunden kommer i behandling så tidligt som muligt i sygdomsforløbet. Mulighederne for en effektiv behandling falder, jo længere hunden går med den løse knæskal, og på længere sigt er lidelsen invaliderende for hunden.
Behandlingen er næsten altid en operation, hvor dyrlægen flytter knæskallens senetilhæftning, så den kommer på plads. Hvis man venter for længe med at få foretaget operationen, vil der komme knogleforandringer, som kan gøre det vanskeligt at opnå et godt resultat.
Hvordan er fremtiden for din hund, hvis den har løs knæskal?
Hvis hunden behandles i tide kan den få et godt liv uden halten og smerter. Men du skal tænke på, at det er en arvelig lidelse, så du bør ikke avle på hunden.
Hvad er risikoen for, at din hund får løs knæskal?
Blandt mindre hunderacer er der en reel risiko for at se løs knæskal, og du skal være opmærksom på om din hund viser periodisk halthed af et bagben allerede tidligt i hvalpestadiet.
Hvilke racer er særligt udsatte for at få løs knæskal?
Løs knæskal ses især hos små hunde som minipuddel, papillon, chihuahua og lignende, men kan også optræde hos større hunderacer.
Cocker Spaniel Historie
Historie
Cocker spanielen stammer fra England og tilhører gruppen “Stødende og apporterende fuglehunde”. Cocker spanielen fik sit navn, fordi den først og fremmest blev brugt til jagt på “woodcock”, som er det engelske navn for skovsnepper. Den moderne cocker spaniel fik sit gennembrud i begyndelsen af 1900-tallet og er i dag en af de mest værdsatte hunderacer.
Udseende og fysiske egenskaber
Cocker spanielen har en højde på 38-41 cm og en stærk, kompakt krop.
Ørerne er dråbeformede og dækket af lang, lige pels. Pelsen er glat og silkeagtig, og med “faner” på forben, krop og på bagbenene over haserne. Den findes i alle farver. Hos ensfarvede cocker spaniels må farven hvid kun findes på brystet.
Personlighed
Racen er i dag mest almindelig som selskabshund, men den har stadig mange af sine jagtegenskaber. Den lille hund er et fantastisk familiemedlem og en hengiven ven. Den stortrives i – og har brug for – menneskeligt selskab, er vågen og arbejder gerne sammen med sine ejere. Den trives også godt sammen med andre hunde. Cocker spanielen er energisk, har stor livsglæde og passer godt sammen med en ejer, der lever et aktivt liv. Den er ligefrem og tilpasser sig nemt nye miljøer. Den er desuden venlig og glad, hvilket kan ses på den ivrigt logrende hale.
Cocker Spanielens temperament
Cocker Spaniels er kendte for deres venlige, trofaste, legesyge og kærlige temperament. De kan let trænes og er gode som en medium-størrelse familiehund. Cocker Spanielen knytter sig ofte tæt til en enkelt person i familien. Videnskabsfolk har i et stykke tid haft kendskab til, at der er sammenhæng mellem pelsfarve og temperament.
Denne sammenhæng skyldes formentlig farve pigmentet melanin, der er biokemisk sammenligneligt opbygget på samme måde som andre kemikalier, der har egenskab af at transmittere i hjernen. Cocker Spanielens adfærd er blevet studeret mere end nogen anden hunderace. Ifølge en undersøgelse foretaget af University of Cambridge, der involverede ca.
1.000 Cocker Spaniels over hele England, var konklusionen, at ensfarvede Cocker Spaniels var mere tilbøjelige til at være aggressive i 12 ud af 13 situationer.
Husk…
Cocker spanielen har stor appetit på livet i almindelighed og mad i særdeleshed, så den har brug for en kontrolleret diæt og motion for at sikre, at hunden ikke bliver for tyk. En cocker spaniel fælder lidt hver dag, og pelsen kræver regelmæssig pleje.
Kendte cocker spaniels
I Disneys klassiker “Lady og Vagabonden” tager den belevne gadehund Vagabonden den søde cocker spaniel Lady med på italiensk restaurant.
Dér, under stjernerne, opstår ægte kærlighed til tonerne af blid harmonikamusik…
Langt de fleste cockere anvendes som stue- og udstillingshunde, og der er langt mellem jægere, som bruger spaniels til jagt. Dog er f.t.
spaniels blevet populære i de senere år. I dag er det nemlig vanskeligt at finde cockere, som kan bruges til jagt og samtidig præmieres på udstilling.
Kun enkelte opdrættere har held med at kombinere jagt- og udstillingsanlæggene, og de tidligere omtalte dual hunde er forholdsvis sjældne inden for cockeravl i Danmark.
Cocker spaniel af f.t. typen minder om f.t. springer spaniels, selv om den mindre cocker i sagens natur ikke kan arbejde med samme fart, som den noget større springer kan. Til gengæld vil mange overraskes over kapaciteten i den lille hund.
Farven er ensfarvet eller to- og trefarvet samt spættede. Pelsen er silkeagtig, glat og blank. Udstillingsspaniels har en skulderhøjde for hanner på 39-41 cm og for tæver på 38-39 cm, hvorimod cockere af ren jagtlig afstamning kan variere mere i størrelsen selv om middelpunktet for den jagtlige afstamning ikke afviger væsentligt fra cockerne af
Medlem af Dansk Kennel Klub
